Novelle: Blå

Hun nød, hvordan mosset formede sig under fødderne og lod hende synke et stykke ned i skovbunden. Hun vippede lidt med tæerne, lukkede øjnene og lyttede. Hun kunne høre fugle et sted i trætoppene og græshopper i de lange grønne græsstrå, der udsprang ved træernes rødder. "Nu ikke for langt væk, Thilde". Moderen stod med sin ene hånd oppe ved panden og skyggede for solen, og med sin anden hånd pegede hun tilbage mod huset. "Ikke længere væk end du kan se taget". Thilde lod et suk komme ud over sin læber, men smilede dog forsikrende tilbage til sin mor. Det var det samme hver dag. Hun måtte ikke gå længere ud i skoven, end hun kunne se stråtaget på huset. De sidste par dage havde hun gradbøjet reglerne en smule, og huset havde kun været en plet gemt bag træernes blade og skovens buske.
Hun kunne ikke forklare, hvad det var, som trak i hende. Det var som om, at hun blev et med alting ude i skovens stilhed. Som om skoven tilpassede sig hver en bevægelse, hun foretog sig. Som om skoven var skabt til netop hende.
En varm brise kærtegnede hendes ansigt, og hendes blå kjole løsrev sig for en stund hendes ben. Hun pillede sin hvide sløjfe ud af sit hår og lod også det mærke vinden. Med små skridt bevægede hun sig længere ind i skoven, og hun bemærkede knapt, hvordan grene lukkede sig bag hende og afskærmede udsigten til huset.
Jo dybere hun kom ind i skoven, desto roligere følte hun sig. Hun lod sine fingre kærtegne hver en gren, træstub og blomst, og det var som om, hun fik kærtegn igen. Mosset blev tykkere og dybere, og det bløde, gyngende underlag bar hende for hvert et skridt, hun tog. Fuglekvidderen og lyden af græshopperne var forstummet, og Thilde stoppede op for en stund og betragtede omgivelserne. Hun kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var, hun følte. Det var næsten som om, at hun blev iagttaget fra alle træerne, buskene og blomsterne. Vinden trængte ikke længere ind i skoven, og hun blev derfor overrasket, da samme varme brise igen strøg forbi hendes kinder. Hun lod sig glide ned ved siden af et træ og nød endnu engang vinden, der nedkølede hende. Mosset omsluttede hendes ben, men hun bemærkede det ikke. I stedet forsøgte hun at forstå, hvor den nye lyd kom fra. Det var en sagte nynnen et sted dybt inde i skoven. Hun havde aldrig hørt melodien før, men det var som om, hun kunne mærke den helt ind i hjertet. Hun smilte, og lige så langsomt nynnende hun med. 

Da solnedgangen oplyste skoven i et orange stær, var der atter stilhed i skovens indre. Umiddelbart var alt som før, men så man godt efter, ville man opdage den nye blomst i skovbunden; en blå anemone for foden af et stort egetræ midt i skovens lysning.