Bare kald mig corny...

... men jeg kan sagtens fortabe mig helt i romantik. Jeg har brugt lidt tid (Læs: for lang tid) på at finde kærlighedssange på youtube, nærstudere deres tekster og ellers sukke lidt over dem. Jeg støtter til hver en tid røde roser, frieri på knæ, sang mod vindue og stoleudtrækning. Jeg ligefrem higer efter det! (Stakkels den mand, der vover at trække en stol ud for mig imorgen. Jeg ville jo kaste mig over ham med det samme!)
Jeg tror, jeg har indlevet mig lidt for meget i det... Tiden nærmer sig også sengetid. Det er sikkert derfor. Jeg er bare træt. Og slet ikke alt for tøset.
Sengen kalder. (Jeg vil undlade at lægge vægt på, at jeg har sat Dirty Dancing i DVD'en.)
Sov godt derude.

... She's like the wind.

Stressfaktor - nu uden dommerne

Det er en utrolig stor stressfaktor, når man ikke ved, hvor man er om 1 måned. Har forliget mig med, at mine ting skal samles i en garage, mens jeg som en anden nomade skal bo hos forskellige veninder i Århus.
Mon de også har forliget sig med det? Jeg nægter at tro, nogen af dem virkelig ser frem til at have en ekstra i huset 1 uge af gangen, hvis det bliver tilfældet.
Jeg håber virkelig på, at det hele falder i hak. Det er det nødt til - det trænger jeg til.

Strøtanker midt i rodet

Jeg tror, at alle på et givent tidspunkt har været i tvivl om, hvor fremtiden bærer dem hen. Om de valg, man har taget, er de rigtige i længden – alt efter, hvad man fokuserer på. Valg kan både være baseret på et ønske om karrieremuligheder, forventninger eller impuls. Men hvad med de valg, der gør en glad? Mon ikke det ligger fast, at alle har det bedst omgivet af mennesker, man holder af – og ikke mindst, som holder af en?
Somme tider lader man bare livet tage en med, og oftest ender det i noget godt. Dog er der også tider, hvor det hele virker uoverskueligt. Hvor man bliver nødt til at tage hårde valg. Sige farvel til personer, der har været en del af en gammel hverdag, men som ikke længere passer ind i den nye.
Det kunne være nemt, hvis man bare kunne sætte sig grædende ned på en sten og venter på rådyrene, fuglene og de 7 små dværge, hvorpå alting ville falde i hak og ordne sig. Jeg tror efterhånden mere på, man er nødt til at sætte pris på de ting, man rent faktisk tør stole på og som altid gør en glad. Så skal resten nok falde i hak, det er jeg sikker på…

Ellers må jeg forsøge at få et æble galt i halsen midt på Vesterbro torv og se, om der kommer en og kysser det væk og tager mig med til sin kæmpe lejlighed midt i centrum, hvor jeg må bo gratis og aldrig skal skænke økonomi en tanke igen. Jeg tvivler… Er vist nødt til at indse, jeg er på egen hånd… og ærlig talt, så føles det godt.