Drive: A real hero

Jeg analyserer filmen Drive af danske Nicolas Winding Refn til min eksamen i januar. Personligt synes jeg, at filmen er utrolig flot. Det er tydeligt, at det ikke er en almindelig film, som kan puttes ned i en kasse. Der er flere genre på spil, hvoraf de to, der træder mest frem, er romance og crime. Filmen bruger musikken utrolig meget, og i starten er det den ensomme, akavede mand, der falder for en lidt fortabt kvinde. Han vil gerne hjælpe, han vil gerne rede dem... men indeni skjuler han menneskets ægte natur. Filmen tager en stor drejning fra denne kærlighedshistorie til at fremviser rå og brutal vold. På trods af det, vil jeg bruge ordet "smuk" om filmen. Simpelthen et kunstværk. 

Overstående er en af de scener, som jeg vil gå i dybden med. Jeg synes, at det er en helt utrolig scene. Det er som at se et teaterstykke: Lyset dæmpes, musikken ændres, slowmotion. Dernæst sker der et brat skift til nok noget af det mest voldelige, jeg endnu har set. Men det virker. Og det fortæller en helt bestemt historie. 

Den næste scene, som fortjener et kig, er en scene, der etablerer et forhold mellem den mystiske driver og Irene. Næsten ingen dialog (som kendetegner det meste af filmen) men hold fast, hvor jeg synes, at det er flot. Musikken og billedsiden - igen: Kunst! 

Jeg kommer til at sidde og nørde længe med den her film. Jeg har dog glædet mig at analysere den og få det frem, som så mange desværre overser. Det er ikke en typisk actionfilm. Det handler ikke bare om vold. Det er en film om mennesket: I dette tilfælde "the Driver".