Tøsne

Luften var iskold. Hendes ånde stod som damp ud i luften, og hun skuttede sig. Folk myldrede forbi hende uden at ænse andet, end deres travle hverdag. De bar på gran, lys og gaver, og hun forestillede sig, hvordan de ville komme hjem, lave adventskrans og falde til ro. I lyset fra adventskransen var det som om, at alting blev hyggeligt og godt. Sådan huskede hun i hvert fald selv sin jul. Alt stress og irritation ville virke ubetydeligt, når først man sad samlet i traditionens tegn. 
Hun rystede minderne af sig og begav sig ud i blandt menneskerne. Hun var ikke klar over, hvad hun ville, eller hvor hun skulle gå hen. Det var som om, at hun automatisk ville komme frem til en destination, hvis hun blot lod sig rive med af verden omkring sig. Hun kiggede op og måtte straks knibe øjnene sammen. Magasin stod funklende i skæret fra de tusinde lys opsat på sin facaden, og folk forsvandt derind, mens andre maste sig ud bærende på store, fyldte poser. Der forekom hende, at ingen rigtig vidste, hvad de foretog sig. At de holdt fast i gaveræset, ønskelister og travlhed og på den måde var til stede... uden rigtig at være det. Hun mærkede vibrationerne fra sin lomme, dykkede ned og fik fat på telefonen. En sms fra ham. Kæresten gennem flere år. De to var efterhånden en tradition i sig selv. Han ventede på hende ved 'deres café', og hun vidste, at hun burde føle glæde. At hun burde glæde sig til at sidde og holde i hånd over cafébordet og tale om, hvor skønt det var at bo sammen. Hvor skønt det var, at de to skulle holde deres første jul sammen. Alene. Bare de to. Hun kunne ikke undgå at finde tanken lidt bizar, for hun følte sig altid alene uafhængigt af antallet af mennesker omkring hende.
Hun kiggede en sidste gang ind af Magasins vinduer og gik så mod caféen. Mens hun gik, forsøgte hun at forestille sig, hvordan hun skulle se ud, og hvordan hun burde opføre sig. Førhen havde alting været nemmere. Hun havde ikke skulle lade som om, og hun havde været rigtig glad. Hun kunne ikke rigtig huske, hvornår hun sidst havde følt andet end... ingenting. Et lille snefnug landede på hendes næse, og hun kiggede op. Et smukt syn af hvirvlende fnug mødte hende, og hun betragtede, hvordan de faldt rundt omkring hende. Hun lod sin hånd hvile i luften, og hendes handsker blev hurtigt plettet af hvid sne. Det var dog kun flygtigt, og sneen smeltede næsten førend, hun havde haft den i hånden. Hun lod sig rive ud af sine tanker, da hun hørte sit navn blive råbt. Længere fremme stod han og vinkede til hende. Han smilte og kaldte igen. Pegede på et bord under nogen varmelamper og holdt en pose op. Nok med en gave til hende i. Hun skyndte sig op mod ham, og hun smilte, selvom hun ikke kunne mærke smilet indeni. Hun lod ham omfavne sig og besvarede hans kys. "Det sner". Hun vidste ikke, hvorfor hun ikke kunne sige andet. Han virkede dog ikke til at tænke nærmere over, at hun i stedet for at sige tusinde andre ting, havde konstateret vejret. Han holdt om hende med en arm og trak en stol ud til hende med den anden:" Det er bare tøsne", svarede han. "Det forsvinder igen med det samme". Hun nikkede. Netop nu faldt det hende ind, at hun ønskede det samme. At hun kunne forsvinde i sneen.